Denne ret er en vidunderlig smagsmættet simreret, som er god at servere på en kold dag, hvor du trænger til at få varmen, og som er så nærende, at den mætter helt utroligt. Det skyldes, at der både er godt med krogmodnet kød, kartofler og andre rodfrugter i den.
Retten stammer oprindeligt fra Provence, men har i denne version fået et nordisk tvist. I forhold til den originale udgave af retten er for eksempel knoldsellerien byttet ud med pastinakker og persillerødder. Desuden er mængden af hvidløg reduceret, og der er tilføjet grønkål.
Daube
I denne opskrift er der brugt en tykkam, der har hængt til modning i 30 dage.
Ingredienser
Daube
- 800 gram Kalvetykkam Krogmodnet i 30 dage
- 100 gram Bacon
- 2 spsk. Smør Eller ghee
- 2 spsk. Rapsolie Eller en anden smagsneutral olie
- 4 stk. Persillerødder
- 4 stk. Pastinakker
- 4 stk. Gulerødder
- 10 stk. Kartofler
- 3 stk. Løg
- 4 fed Hvidløg
- 3 spsk. Tomatpure
- 4 spsk. Hvedemel
- Timian Frisk
- Peber Fra kværn
- Salt
- 4 dl Rødvin
- 6 dl Oksefond
Grønkål
- 100 gram Grønkål
- 1 spsk. Rapsolie Eller en anden smagsneutral olie
- Salt
- Peber Fra kværn
Sådan gør du
Daube
-
1. Kødet skal først brunes på en stegepande, så der kommer en god stegeskorpe på kødstykkerne. Kødstykkerne steges i en blanding af olie og smør på en varm pande. Steg ikke for meget kød på panden på én gang. Det vil få kødet til at koge mere, end det steger. Steg halvdelen af kødet ad gangen.
2. Når kødet er stegt, krydres det med salt og peber og lægges i stegesoen.
3. Grøntsagerne skrælles og skæres i store stykker. Lad gerne stykkerne være omtrent lige store. At det skæres groft gør, at det ikke bliver for udkogt.
4. Steg baconen let, men sprødt på panden, og læg det i stegesoen. Lad fedtet blive på panden til senere brug.
5. Tomatpuré og alle rodfrugter puttes nu på stegepanden. Det steges let, og hvedemel drysses over, mens der røres godt rundt.
6. Så tilsættes rødvin og frisk timian, og det hele koger i ca. 5 minutter, mens der røres flittigt, så melet fordeler sig som en jævning i væsken.
7. Det hele fyldes i stegesoen, og der røres godt rundt, så ingredienserne fordeler sig jævnt.
8. Nu tilsættes fonden, så alt kødet er dækket.
9. Låget sættes på stegesoen, og den sættes i en varmluft-ovn på 180 grader. Giv retten en time i ovnen.
Sprødt grønkål
-
Det tager 15 minutter at gøre grønkålen klar, så vent med det, indtil der er et kvarter tilbage af stegetiden.
1. Skyl grønkålen, og tør den godt af. Læg grønkålen på en bageplade, som er beklædt med bagepapir.
2. Kålen stænkes med lidt olie og sættes i ovnen over stegesoen.
3. Når kålen begynder at tage farve efter 8 – 12 minutter, tages den ud af ovnen.
4. Krydr med salt og peber, og kålen er nu færdig.
Servering
-
Da der er hvedemel i stegesoen, så er det med til at jævne retten, så der ikke skal laves en sovs bagefter.
Hermed skulle både simreretten og grønkålen være klar på én gang. Server den gerne som portionsanrettet og drys den sprøde grønkål hen over retten.